Vielse i Christians kirke


Ønsker I at blive viet i en af folkekirkens kirker, skal I aftale vielsen med sognepræsten eller kirkekontoret ved den kirke, hvor I ønsker vielsen. For at en kirkelig vielse kan foretages, skal der foreligge en prøvelsesattest fra kommunen, hvor brudeparret eller en af parterne bor. Vielse i folkekirken forudsætter, at enten bruden eller brudgommen er medlem af folkekirken.

I Christians kirke er vi glade for at tage imod jer og rådgive jer om jeres vielse. Nedenstående er er nogle retningslinier, der næppe er fyldestgørende, men I er velkomne til at spørge, hvis der er andre ting, I gerne vil have belyst.

Hvor kan I blive gift
Der er ikke frit valg med hensyn til kirke. I har ret til bryllup i jeres egen sognekirke, eller til en kirke, I har en særlig tilknytning til. Ønsker I at blive viet i en anden kirke end jeres sognekirke, bør I tage kontakt til kirken og høre om muligheden for at blive viet i den kirke. En sådan særlig tilknytning kan være, at bruden eller gommen tidligere har boet i det pågældende sogn eller at I har nære slægtninge i sognet. Da nogle kirker er mere populære end andre, har kirkerne lavet deres egne retningslinjer. Derfor er det en god ide at tage kontakt til den ønskede kirke for at forhøre jer nærmere om deres retningslinjer.

Hvornår kan I blive gift
Som oftest foregår vielserne om lørdagen, men der er intet til hinder for at vielsen kan foregå fredag eller en anden hverdag. Hvis I ønsker at blive gift en søndag, foregår vielsen lige efter højmessen omkring kl. 12.00.

Tidspunkt for aftale om vielsen
I Christians kirke aftaler vi kun vielser et halvt år frem i tiden. I er velkomne til at henvende jer før et halvt år inden, men vi ved ikke på det tidspunkt, hvem der er præst den pågældende dag i ønsker.

Kirkelig vielse
Forud for vielsen vil der som oftest foregå en samtale mellem brudeparret og præsten om vielsen. Salmer til vielsen aftales ligeledes mellem præst og brudepar.
Ved vielsen skal der ud over brudeparret være to vidner tilstede.

Vielse i Christians kirke
Hvis I ikke har været før i Christians kirke, opfordrer vi jer til at besøge kirken til en af vore gudstjenester. Hvis I har spørgsmål til præsten er der som oftest kirkekaffe efter gudstjenester, hvor I kan tale med præsten. En aftale om bryllup foregår både med en henvendelse til kordegnen og præsten. Kordegnen råder ikke over præstens kalender og har også brug for at råde jer i forhold til de officelle papirer, I skal have i orden til vielsen. Den almindelige fremgansmåde ved en vielse er, at I komme til en samtale med præsten dagen før vielsen for at gennemgå selve vielsen og efterfølgende have en samtale med præsten, der skal skrive en personlig tale.

Fremmed præst
Hvis I kender en præst i forvejen, er vedkommende meget velkommen til at kontakte os for at høre om der er plads.

Velsignelse af registreret partnerskab

Lovgivningen giver endnu ikke mulighed for at vie homoseksuelle på samme måde som heteroseksuelle. Men vi velsigner meget gerne homoseksuelle par i Christians kirke. Ritualet ligner meget det ritual, der gælder for den kirkelige velsignelse af borgerligt indgået ægteskab.

Vielse på engelsk
Christians kirke har ved utallige lejligheder foretaget vielse på engelsk. Det drejer sig primært om selve talen og den bibelske læsning, præsten taler ud fra. Selve ritualet foregår på dansk, så det forventes, at brudeparret har et vist kendskab til dansk. Om det kan lade sig gøre at holde en tale på engelsk er helt op til den pågældende præst, I har aftalt vielse med.

Foto ved vielser
I Christians kirke beder vi menigheden og gæster om at afholde sig fra fotografering under de kirkelige handlinger. Men vi står gerne til rådighed med retningslinier til en professionel fotograf, der er engageret af brudeparret. Bemærk venligst, at videooptagelse ikke er tilladt under nogen omstændigheder.

Udsmykning
Bemærk venligst at vi sørger for udsmykning af kirken. Jeres egen blomster eller udsmykning i kirkerummet komme ikke på tale i Christians kirke. Vi tror, I bliver tilfredse under alle omstændigheder.

Musik
Det er muligt at få sunget eller spillet en solo; det være sig af en musiker, kirken fremskaffer eller én, I selv har bedt om at komme. Men præsten og organisten har krav til professionalismen i fremførelsen, om det gælder rytmisk eller almindelig kirkemusik.
Det er væsentligt at forstå, at vielsen og elementerne i vielsen kun kan aftales mellem brudepar og præsten. Alle andre henvendelser henvises til brudeparret.

Salmer
Vi synger som regel fra salmebogen i Christians kirke. Hvis man ikke har den nye salmebog, kan I finde den på online. Ved enkelte tilfælde har brudeparret et ønske om at synge en sang fra f.eks. Højskolesangbogen. Det er muligt, men det kræver enighed mellem jer og præsten. I det tilfælde påhviler det jer selv at komme med det nødvendige antal kopier. Christians kirke har selvfølgelig det nødvendige antal salmebøger.

Andre steder for vielse
En kirkelig vielse skal foregå i en kirke. Hvis I ønsker at blive viet et andet sted, skal I ansøge biskoppen om tilladelse. En sådan tilladelse gives kun undtagelsesvis, bortset fra situationer, hvor vielsen må foregå på et hospital eller lignende.