Christianshavns sjæl
Af Ole Hyltoft, forfatter
Offentliggjort 10.09.05 
En byvandring på Christianshavn med et par modne piger puster nyt liv i gamle bygninger. Når man går gennem gaderne på Christianshavn, tilgiver man næsten Christian den Fjerde hans udenrigspolitiske fadæser.

For det var vores tykke konge med klap for øjet, der begyndte at hamre de pæle i vandet, som Christianshavn står på.

Christianshavn er den mest charmerende bydel i København. Kanaler op og ned ad husene, grønne, bugtende volde, stenhuse så gamle som Ole Rømer og Niels Juul, hvor kunstnere som Heiberg, Grundtvig, Hammershøi har slået deres folder. Midt i det hele to mærkelige kirker. Eigtveds Christians Kirke, der indvendig ligner et gammelt engelsk teater med loger. De mange gravkamre under kirkegulvet fik i gamle dage folk til at sige, at kirken lugtede af lig. Og Vor Frelsers Kirke, Københavns vartegn, med et fodgængerfelt rundt om sit gyldne spir. Selveste Jules Verne var betaget.

Christianshavn er både landkrabbernes og de udfarendes paradis. Så hjemlig, men også med koffardiskibenes forbindelse til fjerne eksotiske steder på Jorden. Bydelen er rå og fin, rig og fattig. De rige har boet i den ende, der er tættest på Sjælland. Især i Strandgade, hvor admiral Tordenskjold holdt til, inden han begik den dumhed at sætte livet på spil mod en falskspiller og tabte. Længere ned mod Amager herskede i forrige århundrede elendigheden, som Martin Andersen Nexø så mesterligt har beskrevet i tredje del af "Pelle Erobreren."

Døde matroser
Selv har jeg prøvet at tegne et billede af Christianshavn, som livet foldede sig ud en generation senere end Nexø, nemlig i 1905. På Københavns Bymuseum begravede jeg mig i fotografier fra den tid, min bedstemor var ung, hun endte i øvrigt med at komme på forsiden af bogen. Jeg færdedes hjemmevant i Christianshavns gader og gyder anno 1905. Kendte de rådne svalegange, som drikfældige koner faldt igennem. De fede rotter, der gik til angreb på Amagergades beboere. De døde matroser, der lå og flød mellem kullægterne. Inden jeg skrev romanen "Københavnerpigen og kongemaleren".

Men "Københavnerpigen og kongemaleren" blev også lidt af en idyl. For Christianshavn i 1905 var også blomstrende blommetræer og kartofler, grønkål og rabarber, der groede op af alt det skidt og møg, som bydelen er bygget på. En skonnert, en rigtig russerpram, kommer ind i havnen med lasten fuld af anarkister og dynamit. Dynamitten eksploderer, kærligheden antændes, ilden blusser, og englene synger. 1905 er tiden, hvor både arbejder og borger mærker den nye maskintids vældige kræfter spænde i sig. Tiden, hvor det København, som vi kender i dag, bliver til. Den tid måtte have en roman, syntes jeg. En københavnerroman.

Forleden, her kort efter at romanen udkom, spadserede jeg en tur på Christianshavn med to københavnerpiger, der kendte bydelen endnu bedre end jeg. Født og opvokset, som de er i disse gader for femoghalvfjerds år siden, under beskedne kår. De måtte ud af skolen og på fabrik, da de var femten år. Det hang sammen med, mener de, at deres far blev aktiv kommunist i 30'erne. Partiets formand, Aksel Larsen, sov på deres sofa, inden han gik ned og holdt sin berømte tale for de arbejdsløse i robåden midt ude på Frederiksholms Kanal mellem Christiansborg og den hedengangne avis Nationaltidende.

Under besættelsen kom Aksel Larsen, Mogens Fog og andre topkommunister hos dem. Faren måtte gå under jorden. Det gav smalhals i familien og var grunden til, at pigerne måtte ud og arbejde på fabrik som ganske unge.

Luftalarm i natten
En vinterdag, da teenage-pigerne var på vej hjem fra hver sin fabrik, lød dundrende brag gennem byen. Fulgt af luftalarmens uheldsvangre skingren. Pigerne, hver især, blev gennet ned i den første og bedste kælder. Her måtte de sidde den halve nat sammen med hundrede vildtfremmede mennesker. De forsøgte at komme tilbage til deres hjem på Christianshavn. Men Knippelsbro var spærret. Så prøvede de Langebro. Også spærret. Frem og tilbage mellem broerne flere gange midt om natten. Pigerne var angste. Den ene på 16 år havde lige fået nye skistøvler. Nu indså hun, at livet var slut. Det var sørgeligt. Og endnu tristere var det at tænke på, at hun nu aldrig fik brug for sine fine, nye skistøvler.

Først sent på natten slap de to piger over til Christianshavn. Ved Overgaden fandt de deres far og mor, som havde gået og ledt efter dem hele natten. Natten var den 27. januar 1943. Seks Mosquito'er havde kastet deres bomber over Burmeister og Wain og Sukkerhuset. Branden i Sukkerhuset rasede hele natten, og der lå forsagere i ejendommene rundt omkring og i havnen. 6.000 christianshavnere evakueredes.

Mine nulevende københavnerpiger var vant til krigere. Det, der nu er Christiania, var fuld af tyske soldater under besættelsen. Og når de unge christianshavnere gik ned ad Prinsessegade, fulgte de tyske vagters bøssepiber dem.

Flåden sænket
Bageren, der tjente godt på at levere brød til al denne Værnemagt, blev kaldt Værnebageren. En skønne dag blev han passet op og fik en dragt prygl af mere nationalt sindede medborgere.

I Skt. Annægade boede en skomager, der var nazist. Hans ruder blev igen og igen slået ind af gadens unge. Men en dag rykkede Hipo'erne, som havde kaserne i nærheden, ud og tog alle gadens unge mænd med hjem til kasernen og gennembankede dem.

En sen nattetime i sommeren '43 vågnede pigerne og troede, at verden gik under, i hvert fald at deres ejendom styrtede sammen. Det var den 29. august 1943. Flåden sænkede sig selv. Vel ikke den stolteste undergang for den traditionsrige danske flåde. Men bedre, end hvis Hitlers marinere var gået om bord på uskadte orlogsskibe og havde sejlet hjem til Det tredje Rige med dem.

Ellers gik livet sin vante gang for københavnerpigerne under besættelsen. Linje 8 skramlede ned ad Prinsessegade. Pigerne skulle læse deres lektier og neje morgen og aften for de voksne. Ellers, sagde mor, ville de ende som kikseprikkere på Jensen og Møllers kiksfabrik.

Jo, der skete sandelig noget under krigen, smiler damerne ironisk. Vi sang alsang. Og der var bal til Kai Ewans orkester med den feterede refrænsangerinde Ingelise Rune. Og når familien tog på udflugt til Amager Strand, vankede der erstatningskaffe fyldt på en af den tids glas-mælkeflasker.

Christianshavn har altid tiltrukket de smarte. I 1938 byggedes et boligkompleks, hvor de kunne bo uden at skamme sig. En elegant rødstensbygning (af Tyge Hvass og Henning Jørgensen) ud mod Torvegade og Accisseboden, en perle i 30'ernes kortvarige guldalder for vores boligbyggeri.

Her havde bl.a. 40'ernes gudindeskønne filmdiva Gull-Maj Norin sine gemakker. Det Kgl. Teaters unge primadonna, Karin Nellemose, holdt også til på Christianshavn, i et af de andre stilrene funkishuse på Torvegade. Mine københavnerpiger legede på volden med skuespillerens datter, Annemette Svendsen. Hun ville altid være Karin Nellemose, når børnene legede.

Værelse: 16,85 kr.
Netop her ved volden fandt pigerne, da de flyttede hjemmefra, hver en etværelseslejlighed i en gammel karré. Lejen var 16,85 kr. om måneden plus 50 øre for cykelskur. Dér gik vi hen forleden. Huset ligger ikke langt fra Knud Nellemoses buste af Andersen Nexø. Stedet er et bedårende bymiljø med udsigt til Kløvermarken, hvis tyskerbarakker fra efterkrigen nu er blevet så berømte, fordi lægen Kirsten Lylloff ikke syntes vi opførte os tjenstvilligt nok over for tyskerne, efter at de havde hærget og myrdet blandt os i fem år.

Vi møder en af karreens nuværende beboere, en ung far med sine to børn. Han spørger, om damerne skal flytte ind. Selv kan han ikke få sig til at flytte, skønt lejligheden på 60 kvadratmeter er lovlig snæver for to voksne og to børn. I dag er de 16,85 blevet til 3800 kr. Billigt for at éns børn kan vokse op i dette eldorado en halv kilometer fra Christiansborg.

Fra volden spadserer vi ned mod Knippelsbro. I Amagergade - hvor Poul Reichardt fik sig en lille en i "Rottehullet" er husene renoverede. Ind ad en port, og vi står i Københavns mest idylliske gård med okkerfarvet bindingsværk, listige kroge og svalegange.

Huse med sjæl
På toppen af Knippelsbro siger den ene københavnerpige:

»Ka' du huske den 4. maj om aftenen? Frihedskæmperne kom og smed de spanske ryttere, der havde spærret broen, i havnen.«

Den anden pige svarer:

»Et par af 5. majs "frihedskæmpere" med armbind genkendte jeg som nazister fra krigens første år.«

Ja, sådan er det. Peter Glidegås får sin chance i hver generation. »C'est la vie,« som prins Henrik siger. Det kan vi ikke lave så meget om på. Og dog. Mon ikke vi mennesker bliver lidt bedre, når vi vokser op i smukke byer og bor mellem klukkende kanaler, løvrige træer, karakterfulde huse med læhjørner, overraskende tage og balkoner? Vi skulle bygge vores nye bydele, som Christian den Fjerde byggede Christianshavn. Og ikke som de kolonner af ensartede betonklodser, som vi nu leverer som vores begrædelige arv til eftertiden.

Huse bygget med sjæl føder beboere med sjæl.