Vi har ikke rigtig tradition for at kåre helgener i Christians Kirke. Man kan heller ikke længere købe en loge til sin slægt i Eigtveds gamle kirke, og kirkens kongeloge står alene tilbage som et symbol på noget enestående. Men af og til smiler det guddommelige til os. Når nogle sjæle kaldes op til Gud, forstår vi det gamle ord om at have haft engle gående iblandt os.

Hvis vi alligevel skulle indstille en person iblandt os til helgenkåring eller hvis nogen fortjente en mindeplade, måtte det blive Etta. Hun minder os nemlig om et menneske, som på trods af livsomstændigheder var i stand til at løfte en flig af, hvordan himmerig er. Ikke himmerig som et sted, men som en tilstand af forundring og følelse af udvist nåde. Etta sang sidste gang i Christians Kirke nytårsaften kl. 23.55. Som vanligt var hendes udstråling karismatisk og hendes glød varm og vedkommende. Det var ingen svanesang de glade nytårsgæster fik at høre. Det var sange, som bekræftede det meningsfulde ved det gode og det meningsløse ved det onde.
’Amazing Grace’ er sikkert en af de gospelsange, Etta har sunget oftest. En lille ydmyg melodi og tekst, som aldrig vil blive fundet værdig til optagelse i salmebogen. Alligevel ramte hun med den en atmosfære, som gav en særlig samhørighed mellem hende og publikum. Det lykkedes hende at realisere enhver musikers drøm om at trække himlen ned på jord og formidle oplevelsen videre til lytteren. Det hørte vi på den årlige fællesgudstjeneste 2. Pinsedag på  5´øren,  og det hørte vi for sidste gang i Christians Kirke nytårsaften.

Selvom Etta var en rigtig god ven af Christians Kirke, rejser vi ikke en mindesten til hendes ære. Vi glæder os i stedet over mindet om, at vi havde en engel gående midt iblandt os. Og i mindet ligger samtidigt et håb om, at hendes uudslukkelige vilje til livet kan smitte lidt af på os andre og dermed bekræfte det meningsfulde.

Æret være hendes minde
4. marts 2010

Begravelse er berammet til at finde sted fra Christians Kirke lørdag den 13.marts kl. 13.30