Hvem skal man kontakte for at arrangere begravelsen?
Det er altid sognepræsten eller kordegnekontoret i det sogn, hvor den afdøde boede, der skal kontaktes. Det er dem uanset hvordan begravelsen skal foregå, og uanset om afdøde var medlem af folkekirken, eller ej.

Man skal altid i kontakt med begravelsesmyndigheden, altså sognepræst eller kordegnekontoret, for at aftale nærmere om begravelsesceremonien. Begravelsen skal finde sted senest otte dage efter dødsfaldet med mindre der er tvingende grunde til det. Bedemanden kan informere om den situation.

Hvis bisættelsen eller begravelsen skal foregå i en kirke aftaler man med præsten i den pågældende kirke om tidspunktet for højtideligheden.
Præsten har som oftest en samtale med de pårørende om, hvorledes det skal foregå; medbring gerne familefotos af afdøde til at give præsten en ide om, hvem afdøde var, i tilfælde præsten ikke kender afdøde på forhånd.

Hvad synger man?
I Christians kirke bestræber vi os for at tilgodese jeres ønsker for en bisættelse. Man vil ofte synge tre salmer fra salmebogen efter aftale med præsten. Sange, der ikke er kirkelige, kan synges efter aftale med præsten. Soloer aftales også med præsten ligesom organisten kan inddrages.

Udsmykning og faner
Kiste og blomster pyntes som familien ønsker i samråd med bedemand og kirkens personale. Fagforeningsfaner eller Dannebrog er et kært element, hvor det ønskes

Hvad koster en begravelse?
Det er gratis at bruge kirken og præsten i forbindelse med begravelsen, men alt andet skal man selv betale. Udgifterne varierer meget alt efter, hvad man vælger af kiste, pynt og så videre. Men man skal næppe regne med at kunne gøre det for mindre end 9.000 kroner. Hvis man har ret til dansk sygesikring, har man almindeligvis også ret til at modtage begravelseshjælp fra kommunen. Hvor meget man præcist kan få afhænger af formue og familieforhold. I alle tilfælde rækker hjælpen ikke til at dække alle udgifter. Kommunen kan give nærmere oplysninger. Hvis begravelsen varetages af en bedemand, kontakter han kommunen, som så kan udbetale hjælpen direkte til ham.

Man kan også på forhånd spare op til sin egen begravelse. Der findes forskellige muligheder, som bedemanden kan fortælle mere om.

Hvem lægger afdøde i kisten?
Inden begravelsen skal den døde gøres i stand og lægges i kiste. Kisten køber man hos bedemanden. Det er meget almindeligt, at det er plejepersonale eller en bedemand som søger for, at afdøde bliver vasket og klædt på i det tøj, man har bestemt personen skal begraves i. Der er flere muligheder: Enten noget af personens eget tøj, for eksempel en natkjole, sportstøj, jakkesæt eller hvad man nu føler er rigtigt, at vedkommende har på i kisten. Eller man kan vælge at få ligklæder fra bedemanden. De findes i flere udgaver. Mange lægger også en blomst, en salmebog, breve eller andre små personlige effekter med i kisten.

De fleste vælger efterfølgende at få kisten opbevaret i det kapel, der hører til den kirke begravelsen skal ske fra. Man må gerne have kisten stående hjemme indtil begravelsen, hvis man føler, det er det rigtige. Det var tidligere meget almindeligt. Hvis døden indtræder på sygehuset eller på et plejehjem er det almindeligvis plejepersonalet, der gør den døde i stand. Herefter bliver afdøde overført til stedets kapel, hvor bedemanden sørger for, at vedkommende bliver lagt i kiste.

Kirkelig begravelse – hvad gør man?
Hvis den døde var medlem af folkekirken, aftaler man detaljerne omkring begravelsen med den præst, der skal foretage begravelsen. Sammen med præsten vælger man, hvilke salmer der skal synges. Man taler om, hvad præsten skal sige i sin tale over afdøde og om hvorvidt man selv skal holde en kort tale ved kisten. Det er ikke alle præster, der tillader dette. Under selve begravelsen holder præsten en begravelsestale, som kan være mere eller mindre personlig. Det afhænger naturligvis både af, hvor godt kendskab præsten har til afdøde og af de pårørendes ønsker. Når ceremonien i kirken er forbi, bæres kisten udenfor. Enten hen til den ventende rustvogn som kører kisten til krematoriet, eller til graven hvor kisten nedsættes, og jordpåkastelsen finder sted. Ved bisættelser finder jordpåkastelsen enten sted i kirken eller ved rustvognen. Det er mange steder almindeligt, at den sidste salme synges, mens kisten sænkes i graven eller køres bort.

Borgerlig begravelse-hvad er det?
Hvis afdøde ikke var medlem af folkekirken, har man ikke krav på hverken at benytte kirken eller have præstens medvirken ved begravelsen. Det kan give problemer, fordi man som sørgende kan finde stor støtte i de kendte ritualer og præstens både professionelle og menneskelige håndtering af situationen. Nogle præster siger af hensyn til de pårørende ja til at medvirke enten ved en traditionel begravelse eller ved en ceremoni, man tilrettelægger i fællesskab. Andre præster siger konsekvent nej til at medvirke og til at kirken anvendes ved begravelsen. Dette nej er som oftest begrundet i respekt for afdødes ønske om ikke at tilhøre kirken. Man vil kunne foretage både bisættelse og begravelse fra kapellet på kirkegården, eventuelt under ledelse af en bedemand. Men man kan også vælge blot at få afdøde brændt og nedsat i fællesgrav uden nogen ceremoni overhovedet.

Hvem pynter kirken?
Det er forskelligt fra kirke til kirke, hvem der sørger for pyntningen. Nogle steder kan man aftale det med præsten, som sørger for at graveren får besked og foretager det nødvendige. Andre steder skal det aftales direkte med graveren eller med en gartner. De fleste vælger at få bedemanden til at ordne det praktiske.

Hvem bærer kisten?
En almindelig kiste er forsynet med seks bærehåndtag, som bruges, når kisten skal bæres fra kirken ud til grav eller rustvogn. De pårørende vælger selv, hvem der skal bære kisten. Det er et valg, som ofte involverer meget stærke følelser, samtidig med at man skal tage visse fysiske hensyn.

Enhver, der har prøvet at bære en kiste, vil vide, at det er vigtigt at de der bærer overfor hinanden har nogenlunde samme højde. Man også bør tage hensyn til, at en kiste kan være meget tung og nogle gange skal bæres forholdsvis langt. Derfor er det almindeligt, at bærerne vælges blandt afdødes mandlige slægtninge og venner – og ofte de yngre.

Hvilken slags gravsteder kan man vælge mellem?
Nogle mennesker har inden de dør udtrykt klare ønsker om, hvordan de vil begraves. Hvis det ikke er tilfældet, er de efterladte nødt til at træffe beslutningerne. Beslutningen om, hvorvidt den døde skal jordfæstes i kiste eller brændes og bisættes i urne, skal træffes allerede, når dødsfaldet anmeldes til præsten. Senere skal det afgøres, om afdøde skal i enkelt eller fællesgrav. Der findes også alternativer til de traditionelle gravsteder. Man kan for eksempel vælge at få asken strøet ud.

Det er gratis at blive begravet, men det koster penge at have et gravsted, fordi det skal vedligeholdes. Graveren eller ledelsen for den aktuelle kirkegård kan oplyse nærmere om taksterne. Uanset om man er medlem af folkekirken eller ej, skal jordfæstelser og urnenedsættelser altid ske på kirkegården.

Gravsted med gravsten
Både kister og urner kan nedsættes i et særskilt gravsted eller i en fællesgrav. Hvis man vælger at få et særskilt gravsted er mulighederne følgende: Enten kan man få et gravsted, som er adskilt fra de øvrige med en lille hæk. Her er der er mulighed for at sætte en gravsten og lave en beplantning. Man kan også vælge et gravsted i en plæne, som har en flad sten i plan med jorden. I alle tilfælde skal man selv betale gravstenen, som købes hos en stenhugger.

Særskilt gravsted
Et særskilt gravsted måler for hver kiste 2,6 m x 1,25 m. Der kan være fra 1 til 4 gravpladser alt efter om det er et enkelt-, dobbelt -, eller familiegravsted. Der skal gå minimum 20 år før et kistegravsted kan nedlægges og genanvendes. På nogle kirkegårde skal der gå længere. Det afhænger blandt andet af jordbundsforholdene. Man kan godt forlænge perioden, så gravstedet ikke sløjfes efter de 20 år.

En urne kan enten sættes i et gravsted til kister, også selv om der i forvejen er en kiste, eller i et mindre gravsted i en særlig afdeling. Der kan godt sættes flere urner i samme gravsted. Der skal gå 10 år før et urnegravsted må genanvendes, men ligesom med kistegravsteder kan perioden forlænges.

Gravsted i plæne
Hvis man vil have et gravsted i en plæne, er pladsen fastlagt på forhånd. Liggestenen, er cirka 40 cm x 60 cm og har indhuggede bogstaver. Liggestenen skal ligesom andre gravsten betales af den, der har ansvaret for gravstedet. Den skal placeres, så den er i plan med jordoverfladen. Man kan som regel sætte afskårne blomster ved gravstedet i en vase. Enkelte steder kan man også få lov til at plante en blomst.

Fællesgrav
Fællesgraven er den mest anonyme form for begravelse, man kan få. De pårørende kan ikke overvære nedsættelsen, og det oplyses ikke, hvor kisten eller urnen er nedsat.

Fællesgraven kaldes også 'de ukendtes grav', men kirkegårdens ledelse skal registrere, hvor hver enkelt person ligger. Det betyder også, at man kan søge om at få vedkommende flyttet fra fællesgraven, hvis man fortryder, at en pårørende ikke fik et 'rigtigt gravsted'. På de fleste kirkegårde har man forståelse for et sådant ønske, men er på den anden side også ked af at forstyrre gravfreden.

Fællesgraven er almindeligvis en stor græsplæne, som ofte kaldes Fællesplænen

Hvad er alternativerne til kirkegården?
Hvis man ønsker det, kan man få tilladelse til at strø den afdødes aske ud over havet. Tilladelsen skal søges hos kirkeministeriet. Man kan enten søge om tilladelse til at ens egen aske strøs ud, når man engang er død, eller om at en pårørendes aske strøs ud. Betingelserne er, at asken strøs ud over åbent hav (dette inkluderer også fjorde) og at det sker diskret. I 1999 blev der givet omkring 500 tilladelser til denne form for begravelse.

Begravelse i privat jord
Mange mennesker føler en stærk tilknytning til et bestemt sted, og ønsker derfor at blive begravet der. Man kan søge om tilladelse til det hos kirkeministeriet, men det er meget sjældent, at der bliver givet tilladelse. En af de seneste tilladelser, der blev givet til en jordfæstelse, var til Karen Blixens begravelse på Rungstedlund. Det er lidt lettere at få lov til at sætte en urne ned i privat jord, men man får i praksis kun lov, hvis grunden er mindst 5000 m2.

Legemet testamenteres til videnskaben
Nogle mennesker ønsker, at deres krop skal anvendes til lægevidenskabelige formål efter deres død – det vil sige forskning eller undervisning. Hvis man ønsker at donere sit legeme, skal man før sin død rette henvendelse til anatomisk institut ved et af universiteterne i Århus, København eller Odense. Her kan man få en særlig 'testamentarisk formular', som man skal udfylde. Man skriver simpelthen under på, at man ønsker at overdrage sin krop til det pågældende institut, når man er død. Man kan også tale med sin praktiserende læge om sit ønske, og han kan så skaffe de nødvendige papirer, og fortælle nærmere om betydningen af dette valg. Andre kan ikke testamentere ens krop til videnskaben.